Tennisalbue af badminton

Den sidste måned har været god. Jeg er begyndt at kunne gå nogenlunde normalt igen. Og det er rart. Det er den fysioterapeuts skyld. Han har virkeligt været dygtig til få mig i gang igen. Der var sket det, at jeg havde fået en hælspore, som var ret alvorlig. Hverken han eller min læge kunne forklare mig, hvorfor jeg fik den. Der er bare nogle mennesker, der får sådan en lidelse. Og den er smertefuld.

Ignorerede det først

Da jeg først lagde mærke til, at det gjorde ondt i min hæl og fod, ignorerede jeg det. Tænkte, at det nok gik over af sig selv. Men det gjorde det ikke. Selvom jeg skiftede sko hver dag, og selv om jeg gearede lidt ned med at løbe hver morgen, så fortog smerterne sig ikke. Jeg indså, at jeg måtte søge hjælp. Jeg kan jo ikke rende rundt og være halvt invalid resten af mit liv. Så, jeg ringede til min læge, som konstaterede, at det var en hælspore, og han anbefalede, at jeg kontaktede en fysioterapeut med speciale i hælsporebehandling. Jeg fik et par navne og adresser på fysioterapeuter af min læge. Selvfølgelig kontaktede jeg dem, men fik at vide, at de ikke var specialister i hælsporer.

Sportsfysioterapi med speciale

Der var ikke andet for mig at gøre end at lede efter en specialist selv. Heldigvis har vi internettet og Google. Jeg søgte efter ”Hælsporebehandling” på nettet og fandt en dygtig sportsfysioterapeut, der i øvrigt også arbejder specifikt med behandling af tennisalbue, som min gode ven jo lider frygteligt af. Han bad mig komme ud på sin klinik, så han kunne se på tilfældet. Han bad mig om at få lavet nogle røgten billeder af foden, og medbringe dem.

Det var så det næste, jeg skulle lede efter: Hvor får man taget røgten billeder henne? Jeg har aldrig før haft brug for at få taget et billede af mine knogler. Så det var en udfordring. Jeg var slet ikke klar over, at der findes private klinikker, hvor man kan få lavet et røgten billede. Men selvfølgelig er der det. Hvorfor skulle der ikke være det?

Jeg fandt et sted og måtte bruge en hel formiddag på at rejse derhen for at få taget to billeder. Det var en smertefuld tur i S-tog og med bus. Da jeg ankom til klinikken, havde jeg så mange smerter, at jeg kunne skrige højt. Men billederne blev taget, og jeg ventede i en time på, at de fik fremkaldt billederne. De lagde dem i en stor konvolut og spurgte mig, om jeg ville have, at de sendte billederne digitalt til min læge. Og ja, det ville jeg da gerne. De fik e-mailadressen til fysioterapeuten, og jeg kunne tage hjem igen. Endnu en lang og smertefuld rejse – hjem igen.

Røntgen

Derhjemme kiggede jeg naturligvis på røgten billederne. Jeg må sige, at jeg ikke forstod så meget af det. Kunne bare se nogle skygger i det område, hvor jeg har ondt. Men med billederne under armen tog jeg så hen til fysioterapeuten den næste dag. Han kiggede på billederne og fortalte mig, at det er et ganske almindeligt tilfælde af hælspore, og at vi nok skulle få det helbredt.