Don the Con – fra globetrotter til Stiges største eventyrer
Der er folk, der rejser for at finde sig selv – og så er der Don. Don rejste for at undgå at blive fundet. Med en pasmappe tykkere end de fleste biblioteker og en evne til at charmere både toldere, taxachauffører og tanter i Tønder, har Don gennem årene gjort sig bemærket som den type, der altid har en historie. Og ikke nødvendigvis en, man bør gentage til familiefrokosten.
Don, der blandt venner kærligt (og en anelse mistænksomt) går under navnet Don the Con, er den slags mand, der kan sælge sand i Sahara – og bagefter få 5-stjernet anmeldelse på Trustpilot for det. Ikke fordi han snyder nogen, men fordi han har det der blik. Du ved, det der “jeg har engang overlevet et middagsselskab i Moskva med en skør diplomat og en dværgpapegøje”-blik.
Sådan endte han i Stige
Men selv den mest rastløse sjæl skal før eller siden finde ro. Og hvor har Don valgt at slå sig ned? Paris? Bali? Lissabon? Nej, Stige. En lille perle på Fyn, hvor tiden går lidt langsommere, og hvor folk stadig hilser på hinanden med et ægte “Dav’”.
Her lever Don nu det, han selv kalder det nære liv. Han skriver på sin blog – en velskrevet og lettere overgearet blanding af rejsedagbøger, filosofiske tanker og anmeldelser af lokale smørrebrød. Hans følgere spænder fra backpackere i Peru til pensionister i Bogense, og ingen ved helt, hvad næste indlæg kommer til at handle om. Heller ikke Don.
Når han ikke skriver, kan man finde ham på den lokale havn, hvor han forsøger at lære fiskerne at meditere, eller i Brugsen, hvor han kører kampagne for at få croissanterne placeret i øjenhøjde. Don mener nemlig, at luksus godt må være let tilgængelig.
Anderledes garderobe
Hans garderobe er en blanding af silkesjaler fra Marrakech, slidte Hawaii-skjorter og en poncho, han angiveligt vandt i en tequila-duel i Oaxaca. Han cykler rundt i Stige på en gammel italiensk damecykel, han har navngivet “La Gioconda”, og han påstår, at den har bragt ham lykke – selvom den knirker som en rusten traktor i modvind.
Don the Con har aldrig været en mand, der passede ind i kasser – måske nærmere en mand, der satte ild til kassen og inviterede alle til bål og vin. Men i Stige har han fundet sin egen rytme. En rytme af slow living, skriveglæde og daglige samtaler med lokale, som nu ikke længere ryster på hovedet, men blot smiler og siger: “Nå, det er bare Don.”
Og sådan er det jo. Der er kun én Don the Con. Heldigvis.