På kvindehjem

Jeg har en veninde, som var i en frygtelig situation. Hun blev udsat for vold. Hendes mand var både fysisk og psykisk voldelig overfor hende. Det var ret frygteligt at se på. Jeg havde flere gange måttet redde op til hende på sofaen herhjemme. Men det hjalp ikke noget. Hun vendte tilbage til volden efter at have sovet ud efter skænderiet med sin mand. Jeg fattede det ikke. Jeg forstod ikke, hvordan hun kunne holde det ud. Sidste gang hun kom, var det kl. 11 om aftenen. Jeg var faktisk lige faldet i søvn, da hun ringede på døren. Hun stod der i opgangen. Grædende. Ulykkelig. Med en lille taske i favnen og et lille, bitte håb i øjnene.

Hjælp til hende

Hun spurgte mig, om jeg ville hjælpe hende med at finde det kvindehjem, som jeg har talt om til hende, så hun kan flytte derhen dagen efter. Naturligvis. Jeg lukkede hende ind. Redte op til hende på sofaen. Gav hende et håndklæde og sendte hende ud på badeværelset, så hun kunne tage et bad. Jeg skænkede et glas rødvin op til hende. Forsøgte at hygge lidt om hende. Og åndede lettet op, da hun kom ud fra badeværelset. Hun havde nattøj på. Hun havde renset riften på kinden. Hun havde fået redt sit hår. Hun var roligere. Vi satte os i stuen. Jeg puttede dynen om hende, og vi talte om, hvad vi skulle gøre dagen efter.Det må være forfærdeligt at være udsat for vold

Vi løser det

Vi besluttede – dvs. jeg besluttede – at jeg ville holde fri fra arbejdet og bare hjælpe hende. Vi ville køre hen til kvindehjemmet i Københavns indre by. Vi ville forsøge at tale med kommunen om hendes muligheder. Hun har ligesom sat sig selv i en situation, hvor hun er hjemløs. Og vi ville også høre kommunen om hendes muligheder for at finde et job. Hun er ret veluddannet, men har ikke været aktiv på arbejdsmarkedet i mange år. Måske lidt omskoling kan få hende ind på det igen.

En lang nat

For at gøre en lang historie og nat kort: Vi talte hele natten sammen. Vi sov måske i 3 timer. Men vi stod op den efterfølgende morgen. Vi kørte hen til det krisecenter, som jeg havde talt om. Vi fik at vide, at hun kan bo der i noget tid, men at hun også skal selv aktivt lede efter en ny bolig. Helt ok. Lige nu handlede det om, at hun skulle finde et sted, hvor hun kan falde til ro få sine sår helet og få styr på tankerne. Hun boede på hjemmet i 7 uger. Jeg besøgte hende ofte. Vi fik talt med kommunen om omskoling. Hun fik hjælp til at skrive jobansøgninger. Hun fik et job. Ikke drømmejobbet. Men et job, som satte hende i stand til at kunne betale en husleje og dermed få sin egen bolig. Hun flyttede væk fra kvindehjemmet, men holdt stadig kontakt til det og personalet der. De var superdygtige til at følge op og give til hende.

I dag bor hun i en dejlig lejlighed ude på Østerbro. Hun har fået et bedre job. Og en ny kæreste, som er det mest omsorgsfulde menneske, jeg har mødt.