Når man ikke er small

Min hund er simpelthen min bedste ven. Ja, flosklen holder. Den beklager sig aldrig, over at vi skal ud og gå tur. Og jeg har et fast program. Hver morgen står vi tidligt op, og jeg går med hunden i 3 kvarters tid, inden jeg sætter mig ved mit skrivebord. Jeg er selvstændig og arbejder hjemmefra. Grafisk arbejde for mange forskellige kunder. Ved frokost tid går vi så en tur igen. Det er en ny aktivitet, som jeg har introduceret, efter at jeg opdagede, at jeg vejer 10 kg mere, end jeg bryder mig om. Ikke så godt – og heller ikke rart at være for stor i det. Jeg kan jo ikke komme i mit tøj længere.

En stor piges kvaler

Sidst jeg var i byen for at købe et par bukser, måtte jeg decideret lede efter tøj til store kvinder. Så jeg besluttede mig for, at de 10 kg skal gås væk. Det bliver så til en god, halv times rask gang lige efter frokost.
Og hunden, den er bare lykkelig for at komme ud igen. Normalt løber den rundt ude i haven, men græsset er altid grønnere ovre på den anden side, siger man jo. Og den elsker at få lov til at snuse og udforske området.
Vi bor i et fredeligt parcelhuskvarter. Her sker faktisk intet i løbet af dagen. Alle er på arbejde eller i skole. Undtagen pensionisterne og mig. Når jeg kommer gående med hunden, hilser vi på hinanden.
I dag var vi så ude på den her halve times gåtur lige efter frokost, og det begyndte at styrtregne. Jeg havde godt hørt vejrudsigten i morges. De lovede byger, men det havde jeg da glemt. Jeg blev våd fra yderst til inderst. Og hunden blev også godt klam. Hjemme igen fik jeg tørt tøj på. Stramtsiddende – øv. Og hunden blev tørret. Jeg besluttede mig for, at jeg bliver nødt til at finde noget tøj, jeg kan være i.

Det er online det er bedst

Tøj i store størrelser, hvor finder jeg det? Måske kan jeg være i et par af min kærestes træningsbukser? Jeg kigger i hans skab og finder et par. Nej, det går ikke. Jeg er rasende på mig selv. Farer ud i badeværelset. Op på badevægten. 9 kg over idealet. Efter 10 dage med ekstra gåture. Jeg kan da ikke vente i 3 måneder på at kunne komme i tøjet igen.

Jeg må bide i det sure æble og indrømme, at jeg har brug for at købe nyt tøj. Det er en dum udgift, synes jeg. Jeg skal nok få høvlet de 9 kilo af. Men hvis det ikke sker lidt hurtigt, så kan jeg jo ikke være i min regnfrakke eller mine vinterjakker, når jeg virkeligt får brug for dem. Kan man speede vægttabet op? Jeg snyder jo ikke med at overspise eller at spise usundt. Får mine 600 gram frugt og grønt dagligt, sådan som de siger, at man skal. Hvorfor i alverden har min kæreste ikke sagt noget til mig om, at jeg er blevet buttet? Har han ikke set det?