Guitar eller ketsjer

Fed koncert – ingen tvivl om det. Han Steve Vai er altså rigtig dygtig til at spille på guitar. Han har en kæmpe hånd, eller rettere: Han har lange fingre og kan lave et enormt stræk på guitarens hals med sin venstre hånd. Det, har en guitarist, jeg kender fortalt mig, er vigtigt at kunne. Egentlig så troede jeg, at det var mere vigtigt, at de kan bevæge højrehåndens fingre hurtigt. Men nej, det er ikke altid det vigtigste, fik jeg at vide. Det er vigtigere, at guitaristen kender til forskellen på at lave et op- eller nedslag. Især når det gælder elektriske guitarer.

Guitaristen, jeg kender, kan fortælle om sit instrument i timevis. Han spillede selv i et band for nogle år siden, men fik gigt i hånden, og kan dårligt bruge sine fingre. Det er rigtig synd for ham. Men han elsker at tale om musik og sine guitarer. Han har 10 forskellige.

En dag spurgte jeg ham om, hvor guitaren egentlig kommer fra. Den kommer da fra Spanien, det ved du da, var svaret, jeg fik. Jo, når jeg tænker mig om, så vidste jeg det egentlig godt. Men hvornår blev lutten eller hvad det nu hedder til en guitar?

Guitaren blev udviklet i 1700 tallet i det sydlige Spanien og var i meget lang tid et instrument, som blev forbundet med sigøjnerne. Det var derfor ikke et særligt populært instrument i de finere kredse, da man så ned på sigøjnerne. I dag forbinder vi i høj grad den spanske guitar med flamenco-sang, som i virkeligheden stammer fra maurerne i Nordafrika.

Først i begyndelsen af 1900 tallet blev guitaren ligestillet med andre soloinstrumenter i symfoniorkestrene.

Den spanske guitar kom med til de spanske kolonier i Amerika. Den blev ikke kun kendt i hele Sydamerika, men også i Nordamerika. Da de europæiske nybyggere i 1600 tallet kom til Nordamerika, mødte den spanske guitar europæernes cister, og det, som vi kender som en westernguitar, blev født.

En westernguitar har stålstrenge, mens en spansk guitar i dag har nylon og/eller stålstrenge. Dengang, da den spanske guitar mødte cisteren, havde den sikkert strenge, der var lavet af indvolde.

Westernguitaren fik en bror – det som kaldes en hollowbody guitar. Det er også en stålstrenget guitar. Sammen med banjoen udviklede de tre strengeinstrumenter de forskellige former for folkemusik, vi kender fra Amerika. Country og Western musik, fx fra Nordamerika, eller Tango og Bossa Nova fra Sydamerika.

Det var ikke før end i begyndelsen af 1930’erne, at man i USA begyndte at sætte elektricitet til guitaren. Den elektriske guitar blev udviklet. Den første elektriske guitar blev i øvrigt kaldt for en ”frying pannetop, fordi den faktisk ligner en stegepande med sin lange hals og lille, runde krop.

Det er med andre ord en lille elektrisk guitar, som lagde grunden til et af de mest populære instrumenter, vi kender i dag. Stegepanden blev videreudviklet til det, som vi i dag kender som en elektrisk guitar. Dens kendetegn er, at den ikke har en hul krop, som gengiver lyden, men at den har det, vi kalder for, pickups, der optager strengenes svingninger og gengiver deres klang i form af lyd.